Titel: “Ulvetider”, 2020
Kunstner: Steen Bendt Langvad (f. 1953)
Materiale: Cortenstål
Erhvervet: Bestillingsopgave
Placering: Lundgade/Østergade 23, 6800 Varde
Opstillingsår: 2020
Skænket af: Poul Erik Bech Fonden
I 2019 blev kunstnere fra nær og fjern inviterede til at komme med forslag til kunst som de syntes der skulle placeres i Varde midtby. Et af de forslag der kom ind og som Poul Erik Bech Fonden i samarbejde med Kunstudvalget i Varde Kommune, valgte at gå videre med, var Steen Bendt Langvads ulvegruppe her.
Men hvorfor lige ulve?
I 2013 offentliggjorde DR en artikel, hvor der stod at området omkring Varde er et af ti steder i Danmark, der er bedst velegnet til vilde ulve. Det nationale center for miljø og energi ved Aarhus Universitet har udpeget Kallesmærsk Hede samt klitplantagerne i blandt andet Oksby, Vejers og Vrøgum som områder, der opfylder kravene til, at ynglende vilde ulve vil slå sig ned her. Siden artiklen blev offentliggjort, er ulvene da også blevet set flere steder i Varde Kommune.
Desuden er det jo lidt med ulve som det er med kunst – det er noget der i den grad kan dele befolkningen og som kan skabe debat.
Ulvene er lavet i størrelsesforholdet 1:1 og forestiller en han og to hunner.
Kunstneren har lavet dem med de typiske kendetegn for ulve, som en længere snude, længere ben og en mere lige ryg.
De er udført i nøje bearbejdet og slebet cortenstål, således at der ikke er nogle skarpe kanter. Dermed opfordrer kunstneren også beskuerne til at gå helt tæt på og klappe ulvene. Det er faktisk også tilladt for børn at sætte sig op på dem.
Foto: Kunst i Varde
Steen Bendt Langvad (f. 1953)