Titel: “Stormflod”
Landskabsarkitekt: Birgit Møller Bach
Kunstnere: Hans Tyrrestrup og Per J. K. Pedersen (P.P.)
Årstal: 1996
Materiale: Springvand
Erhvervet af: Varde Kommune
Placering: Arnbjerg Pavillonen, Arnbjergparken, Arnbjerg Alle 2, 6800 Varde
Bag ved Arnbjerg Pavillonen ned til Arnbjergparken er springvandsudsmykningen ”Stormflod”, som er blevet til i et samarbejde mellem landskabsarkitekt Birgit Møller Bach og kunstnerne Hans Tyrrestrup og Per J. K. Pedersen (kaldet P.P.).
”Stormflod” er en kombination af et springvand og en skulptur, der symboliserer tidevandet. Det skiftende høj- og lavvande i værket vises via en kompliceret teknik. Selvom værket blev anlagt tilbage i 1996, er temaet stadig meget aktuel i form af de globale klimaudfordringer.
Landskabsarkitekt Birgit Møller Bach har tegnet de seks høje. Kunstnerne Hans Tyrrestrup og Per J. K. Pedersen blev inddraget til det kunstneriske aspekt. For de to kunstnere drejede det sig om at sætte liv i de stramt formede halvkugler og bryde de forskellige symmetrier og stenens hårdhed med de keramiske dele og deres placering.
Med storm og flod som inspiration, blev der udviklet nogle rytmer, der skulle illustrere både vind og bølge, og som skulle være forskellige i modsætning til de mere statiske stenhøje.
Hans Tyrrestrup fik ideen til den keramiske udsmykning. I samarbejde med Tommerup Keramiske Værksted valgte han farver og brænding. Det var første gang kunstneren arbejdede med keramik og stentøj.
Ved at bruge forskellige farver ønskede kunstneren at udtrykke både håbet – det lyse og frygt – det mørke. For ligesom at afspejle forskellige stemninger.
Farvebevægelserne, ornamentikken, indgår således i det alvorlige drama, som en stormflod via vand og vind udfolder. På den måde bliver springvandet både et memento og et kulturelt udtryk.
Kunstneren Per J. K. Pedersen kom, som rådgiver, senere ind i udarbejdelsen af “Stormflod”.
Hans Tyrrestrup