Titel: “Rejsen”, 1993
Kunstner: Harvey Martin (1942-2014)
Materiale: Cortenstål
Erhvervet: Købt på auktion
Placering: Herningvej/Energivej 1, 6870 Ølgod
Opstillingsår: 2020
Skænket af: Poul Erik Bech Fonden
Ud til Herningvej lidt uden for byen står skulpturen ”Rejsen”, der blev skænket til Ølgod i 2020 af Poul Erik Bech Fonden.
I ”Rejsen” ses en kugle – måske en jordklode – der kommer ridende på en bølge eller er det en slæde? Oven på kuglen eller kloden ses et svævende bånd bestående af tre menneskelignende figurer, der hænger sammen. De er hægtet godt fast på kuglen, som en slags navlestreng. Menneskebåndet blæser ikke bagud, som man måske kunne forvente. Den bevæger sig derimod fremad, altså i samme retning som bølgen / slæden.
Skulpturen refererer til menneskets forhold til hinanden og til verden. Den kommer med et væsentligt budskab om at vi skal huske på vi er afhængige af kloden, men at den sagtens (ja, ligefrem bedre) kan klare sig uden os. Vi er nødt til at tage miljøkatastroferne alvorligt og stå sammen for at vi kan forbedre planetens tilstand. Skulpturen er derfor et symbol på et håb om sammenhold mellem mennesker.
Ved stålværksgrunden i Varde findes skulpturen ”Slæden” af samme kunstner. I 2021 fik Næsbjerg også doneret en skulptur udført af Harvey Martin. Begge skulpturer er doneret af Poul Erik Bech Fonden.
Foto: Kunst i Varde
Harvey Martin