Titel: “Movimiento” (Movement), 2014
Kunstner: Jörg Plickat (f. 1954)
Materiale: Bronze på sokkel af cortenstål
Mål: H: 220 x B: 135 x D: 80 cm
Erhvervet: Købt gennem kunstneren
Placering: Skolegade 10, 6818 Årre
Opstillingsår: 2022
Skænket af: Poul Erik Bech Fonden
Skulpturen er doneret til Årre by i 2022 af Poul Erik Bech Fonden. Donationen sker som et led i projektet KUNST I LANDSBYERNE, hvor byer i Varde Kommune kan søge om at få kunst til deres by.
Årre Borgerforening med Poul Verner Christensen, Jane og Henning Ottesen i spidsen, havde ansøgt fonden om at få en skulptur placeret centralt i byen. Placeringen ved Oasen blev foreslået og enstemmigt valgt.
Kunstneren Jörg Plickat beskæftiger sig ofte med politiske og samfundsrelaterede problemstillinger gennem sin kunst, som han ønsker at sætte fokus på. Denne skulpturs budskab handler om at skabe fokus på vores planets nuværende tilstand og fremtid. De fire buer står for det nødvendige samarbejde, der er nødt til at finde sted på tværs af kontinenter og forskellige politiske overbevisninger, så der kan findes løsningerne på de truende udfordringer verden står overfor med forurening af miljøet, global opvarmning, stigende vandstande m.v.
Skulpturen er en unika bronzeskulptur placeret på en sokkel af cortenstål.
Værket hedder “Movimiento” eller på engelsk ”Movement”, der betyder bevægelse. Den er udført af kunstneren selv, fra første udkast til den sidste finpudsning. Formmæssigt viser den en cirkulær form inde i en statisk kvadratisk ramme. Selve kloden er symboliseret i det sfæriske tomrum. Omkring buerne er magtens faste blokke, her vist med den todelte firkantede ramme.
Værket handler om at skabe relationer mellem mennesker. Nøjagtig som man også gør i et lokalsamfund som i Årre, der som den første by i landet har scoret topkarakteren fem blomster som Blomstrende Landsby, der er et udviklingsprogram, landsbyer kan bruge som et redskab til udvikling. “Movement” betyder bevægelse, og Årre er en by i udvikling og bevægelse.
Byens ordsprog er at: “Ingen kan alene alt, men sammen kan vi meget”. Set i et globalt perspektiv, så symboliserer skulpturen netop det med, at vi kun sammen kan gøre en forskel for vores klode.
Buerne i skulpturen danner tilsammen en cirkel, som symboliserer et fællesskab, uanset om det er en verden, en nation eller en landsby, så er ønsket at bo et harmonisk sted, hvor hver især har en betydning for fællesskabet.
I Årre kan kvadratet ses som byens afgrænsninger. Cirklerne i bevægelse kan ses som alt det der sker i byen: De mange tiltag og udviklingen, men også det liv der leves generationer efter generationer. Rammen omkring alt det der sker og som er i forandring og bevægelse. Årre har ifølge lokalhistorisk arkiv eksisteret lige siden år 800. Så der ville helt sikkert kunne fortælles mange historier fra egnen.
Det er håbet at denne skulptur kan være en reminder om, at i Årre ønsker man udvikling og sammenhold mellem mennesker.
Skulpturen “Movimiento” blev afsløret i forbindelse med en byfest lørdag den 11. juni 2022, med taler af borgerforeningen, Mette Kristensen fra Poul Erik Bech Fonden og kunstneren Jörg Plickat.
Foto: Kunst i Varde
Jörg Plickat