Titel: “Kong Frederik VII”
Kunstner: Nicolai Outzen Schmidt (1844-1910)
Årstal: 1885
Materiale: Zink og kobber
Erhvervet af: Varde Kommune og gennem indsamling
Placering: Torvet 7, 6800 Varde
På Torvet i Varde står en monumental statue på over 4,5 meter af Kong Frederik VII (1808-1863), der regerede som konge af Danmark og Hertug af Slesvig, Holsten og Lauenborg fra 1848 til sin død i 1863.
Kong Frederik VII besøgte Varde i 1857. Han var en konge, der levede et liv med alkohol og utroskab. Dette gjorde det svært for hans to første ægteskab af fungere. Han blev gift for tredje gang i 1850 med Grevinde Danner, der efter sigende, skulle have haft en væsentlig indflydelse på kongens valg og måde at regere på.
Men Frederik VII var også kendt for at være en meget vellidt konge, der kunne færdes blandt alle samfundsklasser.
Han var søn af Kong Christian den 8. og blev den sidste danske konge af den oldenborgske slægt. Han blev dermed den sidste enevældige danske konge, og den første konstitutionelle konge.
Ideen til en statue af Frederik VII kom fra personer med tilknytning til partiet Venstre. På et grundløvsmøde i 1869 foreslog Rudolf Helms, redaktør ved Varde og omegns store venstreavis, Ribe Amtstidende, at starte en indsamling med henblik på at rejse et mindesmærke for den folkelige konge, der havde underskrevet Grundloven i 1849. Ved samme lejlighed blev der nedsat en komité bestående af 11 lokale mænd til at forestå indsamlingen.
Først 15 år senere havde man fået indsamlet de 3.600 kr. (svarende til omkring 500.000 kr. i dag) som statuen ville komme til at koste. I en gammel avisartikel fra 1884 kunne man så læse, at nu havde komitéen ansøgt byrådet om at få rejst en statue på Varde torv til minde om Kong Frederik VII. Et medlem fra komitéen skrev bl.a. at de håbede denne statue kunne blive ”et Vidnesbyrd om, at vi ogsaa her i vor Egn nærede Kjærlighed til vor Frihed og dens Giver og at denne var stærk nok til at famle os i den fælles Kjærligheds- og Hædersbevisning, som ydes vor afdøde Konges Minde i den Støtte, som hele Befolkningen her i Egnen i Enighed og Samdrægtighed rejser ham.”
Byrådet godkendte forslaget om statuen, men flere var imod en placering på Torvet, pga. et forestående kreaturmarked.
Borgmester Lendrop foreslog, at statuen kunne placeres i Arnbjerg. Andre mente den kunne stå ved banegården, men Jens Adolf Bølling, der også var medlem af byrådet og som havde foreslået denne placering, gav ikke bare op. Han fik byrådet med til at udsætte sagen og fik så i mellemtiden indsamlet 375 underskrifter for, at statuen skulle placeres på Torvet. Det blev forelagt for byrådet, der så enstemmigt accepterede placeringen.
I en politisk urolig tid blev de stridende partier tvunget til at holde et fælles møde, i forbindelse med indvielsen af skulpturen, og Grundlovsdag den 5. juni i 1885 blev statuen afsløret. Det var sidste gang, at Højre og Venstre fandt sammen om at fejre grundlovsdagen.
Det var den første statue og det første egentlige kunstværk i Varde og interessen var stor. Man formodede at ca. 15.000 mennesket deltog i med indvielsen.
I en avis fra 1887 beskrives det, hvordan statuen var blevet pyntet med blomster og kranse i rød-hvide farver i forbindelse med grundlovsfesten.
Komitéens håb om, at statuen også i fremtiden ville stå som et symbol på kærlighed og frihed, samtidig med at man ønskede at mindes en folkekær konge, er da også blevet en realitet.
Selvom kongen står ophøjet på en sokkel, deltager han hvert år i fejringen af de ny-udsprungne studenter, der traditionen tro danser rundt om den gamle statue. Med Frederik VII’s livsstil og trang til alkohol, ville han nok ikke have ønsket det anderledes.
Statuen med Kong Frederik VII har haft flere placeringer på Torvet og var en periode opstillet på den nærliggende Kirkeplads. På soklen står der: ”Frederik den Syvende, Grundlovens giver”. På soklens sider er anført datoerne for kongens fødsel og død, og bagpå soklens står der: ”Folkets Kjærlighed min Styrke”.
I dag, her mange år senere, står han der stadig, lige foran det tidligere rådhus, og ser ud over byens torv. I sin højre hånd holder han grundloven og i venstre har han en sabel – klar til at gå i krig for Danmark.
Kilder: Danmarkshistorien.dk; Vardehistorie.dk: Grundlovsfester i Varde 1857-1915 af Ole Nørskov Nielsen; Artikel i Varde Avis: Frederik den syvendes Mindemærke i Varde, d. 8. november 1884.
Foto: ?