Leif Sylvester
Leif Sylvester (f. 1940) er både kunstner, skuespiller, grafiker, musiker og forfatter. Han debuterede som gadekunstner og gøgler med Erik Clausen i 1961, og er kendt for sit musikalske samarbejde med Røde Mor og Sylvester & Svalerne.
I 1969 fik han sin kunstneriske debut på Kunstnernes Efterårsudstilling på Charlottenborg, og har siden udstillet overalt i landet samt i Norge, Tyskland, Holland, Frankrig, Spanien og Storbritannien.
Hans kunstneriske udtryksform er fortrinsvis maleriet, men han har også arbejdet i andre materialer. Udgangspunktet for en del malerier er gøglerpladser og cirkustelte.
Indtil 1977 hentede Leif Sylvester inspiration fra popkunsten og den superrealistiske kunst, men siden sit come-back som maler i 1988 har han arbejdet mere frit i en ekspressiv og figurativ udtryksform.
Leif Sylvesters værker er ofte humoristiske og livsbekræftende, og han må karakteriseres som en uhøjtidelig og folkelig kunstner.
Foto: Tommy Hartvigsen