Anker Hoffmann
Den danske billedhugger Anker Hoffmann (1904-1985) var en af Vardes foretrukne skulpturleverandør i en årrække. Der findes derfor ikke mindre end fem skulpturer af kunstneren i byen, skabt i perioden mellem 1948 og 1966. Udover ”Frihedsmonumentet” har han også udført ”Laksedrengen”, ”Brøndpigen”, ”Varde pigen” og ”Liggende Kvinde”.
Anker Hoffmann var elev hos Einar Utzon-Frank på Kunstakademiet, hvor han kun gik i ganske få år. Han havde evner indenfor billedhuggerfaget og sans for at udnytte de egenskaber, der naturligt ligger i materialerne. Anker Hoffmanns naturalistiske skulpturer, ofte af kvindefiguren med de runde, bløde former, som han ofte disponerede i en rytmisk bevægelse.
Hans mandsfigurer derimod er kraftfulde med vægten lagt på en mere kontant, fast krop, som det ses ved ”Frihedsmonumentet”.
Flere af hans skulpturer er fontænefigurer, men han har også skabt en række fine portrætbuster med en stram enkelhed i formen. Sent i karrieren tog han også dyreskulpturen op.
Anker Hoffmann har deltaget i mange konkurrencer og udført en hel del mindesmærker og monumentale værker rundt om i landet, deriblandt flere monumenter for de faldne under besættelsen. Derudover har han også dekoreret flere bygninger med reliefarbejder.
Blandt mange monumenter kan nævnes mindesmærket fra 1954 på Københavns Rådhus over faldne under den tyske besættelse, ”Granitbrønden” fra 1960 med to unge mennesker foran Frederiksberg Rådhus og ”Etude” og ”Siddende pige” fra 1981 ved Musikhuset Aarhus.
Anker Hoffmann har udstillet som medlem af Decembristerne og af Den Frie Udstilling, og i 1942 modtog han Eckersbergs Medaljen. Derudover har han været censor for Kunstnernes Påskeudstilling og næstformand i Kunstnersamfundet, hvor han også har fungeret som jury i en årrække.
Kilder: DenStoreDanske.dk; Kulturarv.dk: Weilbachs Kunstnerleksikon; Kunstonline.dk; HistoriskAtlas.dk
Foto: