Amalie Jakobsen
Amalie Jakobsen (f. 1989) bor og arbejder i Berlin. Hun har en BA i Fine Arts fra Goldsmiths University, London (2014), og har siden udstillet i Johannesburg, Mexico City, Chicago, London og København.
Amalie Jakobsen arbejder med samspillet mellem form, rum, farve og tid. I sin skulpturelle praksis undersøger hun nysgerrigt både de konkrete og abstrakte rum vi, som mennesker, bebor og bevæger os i – hvad enten dette er igennem præcise geometriske former eller poetiske og spekulative komiske landskaber. I alle tilfælde tvinges man, som beskuer, altid til at bevæge sig rundt om værkerne, hvilket danner en bevidsthed i beskueren om værket og dets sammenhæng med omgivelserne.
I Amalie Jakobsens værker er rum og værk nødvendigvis en uadskillelig enhed. Hendes signifikante geometriske skulpturer i klare, og ofte primære farver, kortlægger og opmåler det omkringliggende rum og besætter omgivelserne som alternative og hyper-bevidste kroppe. Kroppe der igennem deres form og fylde definerer en særlig rumlighed og tilstedeværelse i sig selv. Alle overflødige elementer er udeladt i disse værker, der sender hilsener til en minimalistisk tradition og kunstnere som Richard Serra, Robert Morris og Frank Stella. Amalie Jakobsens værker er da også kendetegnet ved et minimalistisk formsprog, der kommer til udtryk ved værkernes stærkt reducerede udtryk samt hendes brug af industrielle materialer. Stål og aluminium danner ofte grundlaget for skulpturernes kroppe, men parres i kunstnerens praksis også med klare og varme farver, som bløder værkernes stringente formsprog op og inviterer beskueren tættere på til at opleve værket også på nær hold.