Join the Håndlavet newsletter. Be the very first to know about our limited arrivals, receive special offers and more.

    Ole Christensen

    Den danske billedhugger Ole Christensen (1932-2000) blev i sin tid udlært som stenhugger og gik efterfølgende på Kunstakademiets Billedhuggerskole i København. Her mødte han sin kone Karin Høj. I 1958 købte de Bakkely i Olsker på Bornholm, hvor de boede og arbejdede resten af deres liv.

    Flere af Ole Christensens tidlige skulpturer er udført i marmor. Senere arbejdede han næsten udelukkende med granit, inspireret af naturformer og oversøiske kulturers kunst.

    Nogle af skulpturerne er naturalistiske, andre mere abstrakte former og fænomener. Skulpturerne er inspireret af vækst og formering i naturen, frugtbarhed, erotik og af antikkens former og symboler, som kunstneren var meget optaget af.
    Skulpturerne indbyder med deres afrundede organiske former til berøring og kærtegn.

    Ole Christensen var en meget aktiv og produktiv kunstner lige indtil han pludselig døde af et hjertetilfælde 68 år gammel.
    Nogle år efter hans død blev den store grund omkring familiens hus Bakkely sikret som naturområde og skulpturpark, og her er flere af Ole Christensens skulpturer udstillet i dag.

    Kunstneren har desuden udført mange offentlige udsmykninger, ikke bare på Bornholm, men i hele landet. Han er bl.a. repræsenteret på Statens Museum for Kunst.

    Ole Christensen interesserede sig for kunstværkets rolle og betydning for det offentlige rum.
    Fra 1970 udstillede han som medlem af Grønningen, og i 1984 modtog han Eckersbergs Medaljen.

     

    Foto: Anita Corpas

    X