Børge Jørgensen
Børge Jørgensen (1926-1998) var en anerkendt dansk autodidakt billedhugger. I starten af sin karriere arbejdede han med figurative figurer udført i granit, men med et ønske om et lettere tilgængeligt og billigere materiale gik han i slutningen af 1950’erne over til at svejse i pladejern.
Påvirket af det nye materiale, kollegaer som Robert Jacobsen og tidens strømninger blev billedsproget mere abstrakt, men mennesker og dyr var stadig inspiration til et ekspressivt udtryk.
I starten af 60’erne eksperimenterede Børge Jørgensen med glas og jern i relieffer og skulpturer. Især brugen af farvet glas åbnede op for nye muligheder for materialekontraster. Det var også i denne periode, at han flyttede til Odsherred i mere landlige omgivelser, hvor landskabet og naturen der blev en væsentlig inspirationskilde for ham.
I årenes løb udførte han også en del større udsmykningsopgaver i hele landet, så hans værker findes i dag flere steder i det offentlige rum.
Hans skulpturer veksler ofte mellem en lethed og tyngde, og mellem matte og glatpolerede flader.
Børge Jørgensen deltog på adskillige udstillinger i ind- og udland, og modtog flere stipendier og priser i løbet af sin karriere, herunder Eckersberg Medaljen.
Foto: Per Jensen